Inspirationsaften for Iværksættere

onsdag d. 12. april 2023
18.30-22.00
Gratis
Tilmeldingsfrist:
tirsdag d. 11. april 2023 kl. 12:00
BusinessPark Struer
Fælledvej 17,
7600 Struer
Inspirationsaften for Iværksættere
STARTVÆKST Holstebro, Struer og Lemvig inviterer alle med passion for egen virksomhed til en inspirerende aften i selskab med en række erfarne iværksættere, der vil dele ud af deres oplevelse og give gode råd til succes.
Kom til BusinessPark Struer den 12. april 2023 og hent en masse inspiration, når vi får besøg af en række erfarne iværksættere. De vil dele ud af deres erfaringer med at opbygge deres virksomheder og videregive gode råd om, hvordan du kan opnå succes i din egen virksomhed.
Aftenens virksomheder kommer fra lokalområdet. De er fra forskellige brancher, og deres oplæg vil derfor også have hvert deres fokus.
Alle med passion for egen virksomhed kan deltage i inspirationsaftenen – herunder også investorer, rådgivere og virksomhedsledere.
Program:
18.30: Velkommen
18.35: Lykke & Toft, v. Mette Toft og Marie Lykke
Marie og Mette startede deres rejse tilbage i 2010, hvor de efter 10 års venskab begyndte at lege med tanken om at starte egen forretning. 2021 blev året, hvor de udlevede deres drøm om at blive selvstændige. De startede en fysisk butik samt en webshop i hjertet af Holstebro i Nørregade 32. Målgruppen er kvinder mellem 20 og 70 år.
Butikken er fyldt med god service, hyggelig stemning og selvfølgelig lækre brands fra ind- og udland.
19.00: Taras Skrædderi, v. Tara Louise Hansen
Tara har hele sit liv interesseret sig for at sy og lave håndarbejde. Under sin uddannelse som beklædningshåndværker var Tara i praktik hos Kathryn Sargent på Savile Row i London. Et ophold som kom til at ændre hendes forståelse for, hvad et skræddersyet stykke tøj kan. Efter eksamen valgte hun derfor at tage tilbage til London, hvor hun kom i mesterlære i at sy jakker og frakker med originale, engelske skrædderteknikker.
Med den viden i bagagen, startede Tara for to år siden Taras Skrædderi i Lemvig. Hør Tara fortælle om sin opstart af virksomheden, om overvejelserne, om hvilke opgavetyper hun vil fokusere på m.m.
19.30: Eero, v. Alex Mathiesen
IT uden bøvl og besvær - Eero er et IT konsulenthus, der løser små og mellemstore virksomheders IT-udfordringer lige fra servere og netværk eller opsætning til ny medarbejder. For tiden handler mange opgaver om IT-sikkerhed og at beskytte sig på nettet. Alex var kun 22 år, da han tog springet til at blive selvstændig. I dag, 10 år senere, huser Eero 10 yngre og topmotiverede medarbejdere.
Hør Alex’ spændende fortælling om at tage springet til at blive iværksætter og fra at være solo-selvstændig til at blive leder for et team. Han fortæller om at vokse med opgaverne, og hvordan man skaber en god arbejdsplads.
20.00: Pause/Sandwich
20.30: Hundehotel – Det Frie Liv, v. Pia og Flemming Sølvstrand
Menneskelig kontakt, nærhed og hjemlige omgivelser. Det var mantraet for Pia og Flemming, da de for få år siden besluttede at realisere drømmen om en anderledes hundepension. Her er ingen bure, men masser af fri leg og glade hunde, der boltrer sig med de andre ”hotelgæster”. Og interessen har været overvældende, der er åbenlys interesse fra nær og fjern.
Pia og Flemming fortæller om deres overvejelser, om udfordringer og muligheder og om at gøre en hobby til levevej.
21.00: Robco Consulting, v. Olu Robbin-Coker
Som erhvervspsykolog er det Olus passion at hjælpe mennesker og organisationer med at forbedre deres præstationer og trivsel gennem inspirerede læringsoplevelser, hvor de får konkrete her-og-nu værktøjer. Han er også coach, træner og keynote speaker, og har over 20 års erfaring både nationalt og internationalt.
Olu startede Robco Consulting i 2021, efter at han havde været ansat som chefkonsulent hos Human House, der er Danmarks største konsulenthus indenfor ledelse og arbejdsmiljø.
Kom og hør nogle af de vigtigste ting, han har lært i sin rejse fra chefkonsulent i et stort konsulenthus til iværksætter.
21.30: Designa Køkken Lemvig, v. Jesper Vinther Fruergaard og Henrik Holm Poulsen
Jesper og Henrik åbnede i september 2022 Designa Køkkenbutik i nybyggede lokaler i Lemvig, men startede allerede salg af køkkener fra hjemmekontoret mens byggeriet stod på. Jesper har tidligere i sin karriere arbejdet med salg af køkkener, og Henrik er tømrer og har også erfaring med køkkener. Derfor ser de sig selv som et stærkt makkerpar, som har den fordel, at de er lokalkendte i forvejen. Jesper og Henrik havde arbejdet på tanken om at blive selvstændige et stykke tid, og endte med at lande en aftale med Designa Køkken om at blive forhandler af deres produkter. Siden er tingene gået stærkt, og fra 1. februar 2023 har makkerparret også overtaget Designa køkkenbutikken i Herning.
21.55: Afslutning – tak for i aften!
Inspirationsaftenen er også en optakt til vores iværksætterkursus, der opstarter ugen efter dette arrangement.
Du kan læse mere om forårets Iværksætterkursus her >
TILMELDING:
Det er gratis at deltage, men det forudsætter, at du har bopæl, eller din virksomhed har adresse i Holstebro, Struer eller Lemvig Kommune.
Du kan tilmelde dig Inspirationsaftenen eller Iværksætterkurset alene, eller du kan tilmelde dig alle syv aftener.